Du læste rigtigt. Det er, hvad jeg faktisk tilbyder. Til 2-3 arbejdspladser med stramme budgetter, NGO’er eller frivillige organisationer. I efteråret 2025. Kvit og frit.
Jeg har rejst mig fra alvorlig sygdom. Det er ikke økonomi og beskæftigelse, der driver mig. Faktisk overhovedet ikke. Jeg har noget på hjerte, jeg gerne vil dele. Gode mennesker har fortalt mig, at det jeg har udviklet, og det jeg har gennemlevet, det kan inspirere og hjælpe mennesker og arbejdspladser. Jeg har selv den oplevelse i projekter på arbejdspladser, i forløb med mennesker og i mit eget personlige liv.
Jeg har også skrevet en hel bog om det, og jeg har fået så vidunderlige tilbagemeldinger fra de dejligste læsere. Jeg blev desværre alvorligt syg lige, da bogen udkom. Derfor er jeg kommet alt for lidt ud. For mit liv – det handlede pludselig bare om at overleve.
Jeg er tilbage og mere i live end nogensinde. Derfor dette tilbud fra mig. Jeg designer det unikke set up, der passer til netop dig og jer – ud fra indholdet af disse tre temaer:
- Hjælp dig selv og dine medarbejdere. Dit smil smitter – dig selv og dine omgivelser. Hvordan holder I humøret og den gode stemning, når noget er svært? Hvordan taler og skriver I med hinanden og jeres omgivelser? Forebyg stress, samarbejd bedre, opnå flere resultater.
- Sæt en vagt foran din hjerne. Verden er blevet vild og vanvittig. Koreanske forskere advarede i 2004 mod tempoet i den digitale udvikling: Kan vores hjerner følge med? Mange bliver ramt af bekymringer og trives skidt. Hvad gør du, når din hjerne kommer under pres?
- Byg din faldskærm – når krisen rammer. På få år blev jeg ramt af alle de kriser, du kan forestille dig. Også en ildebrand og alvorlig sygdom. Jeg har taget min egen medicin og inviterer til dialog om de redskaber, jeg har anvendt, og som nu for altid er blevet en højt skattet del af mit liv.
Det er ikke muligt at kommentere på denne artikel